Hjertets magiske kraft
Det er vidunderligt at føle sig forelsket, og det er vidunderligt at mærke den kraft og energi, man kan mobilisere. Det er vidunderligt, at denne hjertets magiske energi er til stede og faktisk altid følger os hele vores liv. Det er vidunderligt at vide, at selv om vi ikke kan se solen, skinner den alligevel. Selvom vi ikke altid er forelskede, ligger kraften og energien latent et sted i hjertet. Vi har adgang til hjertets magiske kraft hele livet – hver eneste dag.
Hjertets magiske kraft er mere og større, end vi tør forestille os. Nu begynder videnskaben at bekræfte vores antagelse.
USA har to satellitter, som måler jordens elektromagnetiske felt. En over nordpolen og en over sydpolen, programmet hedder populært GOES. Dette elektromagnetiske felt omgiver og beskytter jorden og svinger med målbare mindre frekvenser. D. 9.11.2001 observerede man kraftige udsving i det elektromagnetiske felt, faktisk nøjagtig 15 min. efter det første fly ramte det ene tårn. Disse udsving var markante anderledes end normalt og kraftigere end nogen sinde før målt. Den samme form for udsving observeres hver gang, vi på jorden oplever en katastrofe som Tsunami, jordskælv eller andre katastrofer, der kræver en masse ofre. Vi bliver grebet af denne tragedie og deltager i ofrenes og de pårørendes lidelser. Det vækker en stor medfølelse i os, og vi er parate til at hjælpe og deltage i andres sorg og lidelser uden betingelser.
Når der aktiveres en verdensomspændende compassion og oplevelser, der rører os dybt i vores hjerter, påvirker det det elektromagnetiske felt, og ikke mindst påvirker det alt levende her på jorden, også dem som ikke anerkender denne energi. Når denne følelse bliver til en kollektiv energi, kan vi altså påvirke forhold på jorden. Det siges, at 1 % af jordens befolknings hjerteenergi er tilstrækkelig til at skabe en forandring på jorden, omkring jorden, og hvem ved, hvor langt det manifesteres.
I dag har forskere fundet ud af, at hjertet har en 100 gange større elektromagnetisk energi end vores hjerne. I hjertet findes neurale celler, som er celler, man indtil for kort tid siden kun troede fandtes i hjernen. Hjertet er en del af vores hjerne og har en hukommelse og kommunikerer med resten af kroppen. Så den gamle talemåde: ”Det går lige i hjertet” er altså mere sand, end vi før troede. Den smerte og lykke, vi oplever i livet, lagres i vores hjerter.
Vi lever i en tid, hvor der ”heldigvis” eller desværre sker disse katastrofer, som vækker vores hjerter og gør os klogere på os selv og vores universelle forståelse. Der findes en kollektiv energi, som vi alle er forbundet til. Avatars Pandora er ikke en fjern planet. Pandora er her, vi ser det blot ikke endnu, og vi er ikke opdraget til at logge os ind på jordens energi (essensen er kærlighed og vitalitet) eller forbinde os med hinanden. Vi bliver ind i mellem tvunget til at gøre det af livets begivenheder, når nogen dør, ved fødsler, forelskelse og specielle øjeblikke.
Tænk, hvad der ville ske, hvis vi turde tror på, at vi med vores hjerter kan forandre og påvirke os selv, andre og alt det, vi omgiver os med i form af dyr, planter, møbler, vægge osv. De fleste kender sikkert forsøget med de tre urtepotter i vindueskarmen. Et bønnefrø i hver potte. Alle tre får samme mængde lys og vand, men den første roser man og fortæller, hvor elsket, smuk og dejlig den er. Den anden gør man intet ved, og den tredje skælder man ud og fortæller, hvor grim og uønsket den er. Efter 14 dage er den første vokset sig stor, kraftig og flot. Den anden er halvt så stor, og meget almindelig af vækst, mens den tredje er en undseelig lille plante, som kryber langs jorden og er meget lille af vækst.
På Bermuda findes en dejlig gammel mand, Johnny Barnes, som står op hver morgen kl. 5 og går 15 km. ind til byens centrum, hvor han står på midterrabatten på en af byens hovedveje og deler fingerkys, smil og kram ud til dem, der passerer i deres biler. Det vækker smil og glæde hos de forbipasserende. Johnny Barnes har gjort dette i 15 år. Byen har rejst en statue af ham, hvor han lige præcis udtrykker denne glæde og kærlighed. Tænk sig, der findes steder, hvor man hylder og værdsætter noget, som man mange andre steder i verden ville opleve som en gal skør mand, som, af en eller anden tragisk grund, sikkert har mistet sin forstand. Jeg tror, alle byer har egen deres Johnny Barnes, som spreder denne glæde og kærlighed. Jeg tror, vi alle er denne Johnny Barnes, og vi oplever at kunne sprede glæde og kærlighed.
Jeg tror, tiden er moden til, vi begynder at undervise vores børn i hjertets magiske energi, og hvordan vi kan være i denne magiske energi til at nå vores drømme. Hvor mærkeligt det end lyder, kræver det mod og vilje at være i sit hjerte. Vi skal slås med vores tanker og ego, som elsker drama og frygt. Når vi er autentiske, vil vores længsler manifesteres i både vores indre og ydre. Vores mål i livet, vores sexliv og vores gennemslagskraft vil have et solidt fundament. Det kræver, vi er til stede i vores krop og i vores liv, at vi er nærværende og ikke lader os forføre af frygt og tankespind. Der er så underligt, vi kan forsvinde ind i en stresset dagligdag, for så kort efter, hvis man er blandt de heldige, at vende tilbage til sig selv. Vi bliver nødt til at møde os selv og vores modstand, med overbærenhed og visdom, og måske i perioder fjerne os fra det, der skaber uro i kroppen.
I øjeblikket befinder vi os i dette underlige rum af forandring. Vi ved, der sker en masse på jorden. Gamle strukturer bliver brudt op, og nye muligheder viser sig. Det mest utrolige er, at denne forandring sker lige meget, om vi tror på dem eller ej. Vore hjerter åbnes, og vi søger det, der giver os indre og ydre forløsning og fred. Vi rider alle på dette hjertes energi, nogen mere bevidst end andre. Mange mobiliserer en modstand mod denne forandring, og i deres desperation begår de uhyrligheder, det vil dog kun vare kortvarigt, i den sidste ende vinder hjertet. Mange vælger at tage på ferie, på retreat, gå en tur, synge, dyrke yoga, Qi gong eller meditation, og ønsker du at speede processen op, og i længere perioder være i denne tilstand af mindfulness, forelskelse og hjertets magi, er det fint. Det kræver blot, du er bevidst om dit mål og selv deltager aktivt i denne forvandling. Smil og duft til livet, som var det en smuk blomst. Bliv forelsket i dit eget hjerte og i dig selv for den fantastiske magiske person, du er. Når du oplever dette rum af forelskelse og magi, er der ingen vej tilbage.
Clauss Matteo Julian Gyllun er Zen Shiatsu terapeut, leder af Copenhagen Shiatsu & Qi Gong School og uddanner Zen Shiatsu terapeuter og Qi Gong Instruktører, underviser i Qi Gong og Meditation. Holder foredrag om Traditionel Kinesisk Medicin, Hjertets Magiske kraft. Arrangerer 2 årlige rejser til Nepal og Samos, hvori der indgår ophold i Buddhistisk Kloster og Meditationscenter, samt trekking i Himalaya bjergene.